Som et led i udvalgets arbejde for at øge interessen for søfartens historie og nutid uddeles i forbindelse med de maritimhistoriske konferencer en pris – Maritim Kontakts Pris. Prisen gives til arbejder, hvis faglige område dækker maritimhistorisk forskning i bred forstand, inklusive samfundsforskning og marinarkæologi. Målet er at give anerkendelse og inspiration til forskere inden for vores felt
Prismodtageren skal være bosat i Danmark. Forfattere med bopæl udenfor Danmark kan også tildeles prisen, hvis deres publikation omhandler et tema fra Det danske Riges historie.
Kontaktudvalget nedsætter et Prisudvalg. Prisudvalget udvælger de mulige prismodtagere og forfatter en begrundelse for at hver enkelt kandidat er udvalgt. I samråd med det øvrige Kontaktudvalg vælges den endelige prismodtager.
Hverken Kontaktudvalgets eller Prisudvalgets medlemmer må modtage prisen. Prismodtageren inviteres til at holde et foredrag på Maritimhistorisk Konference, hvor pristildelingen finder sted. Foredraget er en betingelse for tildelingen af prisen.
Prismodtagere
Ribe 2024
Orlogsmuseets Modelbyggerlaug: fordi de gennem flere årtier har arbejdet minutiøst og dedikeret med at genskabe den fysiske maritimhistoriske kulturarv i miniformat – i en grad så modellerne i sig selv er blevet kulturarv.
Holbæk 2022
Domprovst Thomas Frank: for sine ekspeditioner fra Staraja Ladoga til Konstantinopel (Istanbul) i 2017 og fra Staraja Ladoga til Det Kaspiske Hav og videre mod øst til vore dages Afghanistan i 2021.
Holstebro 2018
Dr. Maik-Jens Springmann: for afhandlingen “Schifffahrt und Schiffbau im Übergang zur frühen Neuzeit in Ostseeraum“
Helsingør 2016
Massimiliano Ditta: for afhandlingen “Ole Judichær and Danish Naval Ship Construction and Design in the late 17th century“
Aabenraa 2014
Per Møller: for afhandlingen “Søenrollering og udskrivning til flåden fra 1704 til den almindelige værnepligts indførelse“
Nakskov 2012
I eksamensklassen
Tomas Albæk Hunniche: for afhandlingen “Sejlet sættes i Skandinavien. Tekniske og morfologiske udviklingstræk i skandinavisk sejlteknologi ca. 900-1600 e. Kr.“
I den åbne klasse
Benny Boysen: for bogen “Frants Landt – Lods og marinemaler“
Frederikshavn 2010
I eksamensklassen
Martin Østergaard: for afhandlingen “Livsformer og maritim identitetsrekonstruktion i Marstal”. Publiceret 2011 i Maritim Kontakt 34 (Under fælleskabets sejl).
I den åbne klasse
Jens Erik Christiansen: for bogen “I nabovenligt samarbejde”. En undersøgelse af baggrunden for at Tyskland i november 1939 krævede adgangsvejene til Østersøen spærret. Publiceret 2010 af forfatteren i eget forlag.
Jaruplund 2006
Michael Levy Bruus: for afhandlingen “I sikker havn. Danske købstadshavnes modernisering 1798-1868”. Publiceret 2007 i Maritim Kontakt 29, side 7-102.
