De nominerede til Maritim Kontakts Pris 2024

Som et led i Maritim Kontakts arbejde for at øge interessen for søfartens historie og nutid uddeles med jævne mellemrum en pris – Maritim Kontakts Pris. Prisen gives til arbejder, hvis faglige område dækker maritimhistorisk forskning i bred forstand, inklusive samfundsforskning og marinarkæologi. Målet er at give anerkendelse og inspiration til forskere inden for vores felt

Kontaktudvalget nedsætter et Prisudvalg. Prisudvalget udvælger de mulige prismodtagere og forfatter en begrundelse for at hver enkelt kandidat er udvalgt. I samråd med det øvrige Kontaktudvalg vælges den endelige prismodtager.

Vi glæder os til at uddele Maritim Kontakts pris til konferencen i Ribe 3. – 5. maj.

Morten Hahn-Pedersen til Maritimhistorisk Konference 2024

Vi byder velkommen til en af dansk søfartshistories ‘grand old men’ som første oplægsholder til konferencen. Morten Hahn-Pedersen har forsket og formidlet søfartshistorie gennem 40 år. Med næsten tre årtier i bagagen som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet har han også Nordsøen og Vadehavet inde under huden.

Morten holder konferencens festlige indledende foredrag fredag aften den 3. maj under titlen: “Fra viking til borebisse – 50 generationer ved Vadehavet”

Enhver egn giver særlige eksistensbetingelser for de mennesker, der lever på stedet. Det her er fortællingen om, hvorledes befolkningen ved den nordlige del af Vadehavet gennem 50 generationer har udnyttet beliggenheden ved havet til at skabe sig et eksistensgrundlag. Fra Ribes søhandel i vikingetid og middelalder kommer vi med på rejsen over Rømøs hvalfangere og Fanøs storsejlere til industrifiskeri, containertrafik og offshore energiproduktion med base i Esbjerg.

Foredraget finder sted fredag den 3. maj 2024 kl. 20:00 på Museet Ribes Vikinger. Vi glæder os.

foto/photo: MEDVIND/Bent Sørensen