METTE GULDBERG TIL MARITIMHISTORISK KONFERENCE 2026

Det er med stor glæde, at vi kan præsentere Ph.D, seniorforsker og tidligere arkivleder Mette Guldberg som oplægsholder på Maritimhistorisk Konference 2026. Mette vil fortælle om en tidlig overgang til biobrændsel med:

En vegetabilsk konkurrent til hvalfangsten
I 1660’erne blev der udskibet raps fra vadehavsøen Pellworm, og i 1713 blev der udskibet raps til Holland direkte fra nyinddigede syd for Tønder. Det er nogle årtier før man normalt taler om, at der dyrkes raps i Danmark. Raps kunne forarbejdes til olie og bruges til bl.a. lampeolie.

Også på danske fyr blev der brugt rapsolie – fx Det hvide Fyr i Skagen – indtil Det danske Fyrvæsen i 1868 udfasede rapsolie til fordel for stenolie. Rapsolien var en konkurrent til hvaltran, og det siges, at udbyttet af rapssalg forholdt sig omvendt til udbyttet af hvalfangst: Prisen på raps var bedst, når hvalfangsten var sløj. Oplægget vil søge at kortlægge rapsens tidlige historie og brug i Danmark.

Vi glæder os!

Leave a comment