JØRGEN BURCHARDT TIL MK2026

Vi er glade for at kunne byde velkommen til Jørgen Burchardt, der deltager i MK2026 med oplægget:

Fra sejl til motor: Middelfart Havns omstilling

Oplægget kredser om, hvorledes Middelfart bevægede sig fra sejlfartens rytmer til motorfartens tidsregime og industrilogistik – og hvordan havnen blev omformet i takt med skibenes og industriens krav. Overgangen forandrede Middelfart Havn både som fysisk anlæg, som arbejdsplads og som knudepunkt for byens industri. Trådværket/NKT fungerer som case på en virksomhed, der både var afhængig af havnen og aktivt forsøgte at præge dens udvikling.

Vi glæder os!

FREDERIK LYNGE VOGNSEN TIL MK2026

Det er med stor fornøjelse, at vi kan offentliggøre det første navn til Maritimhistorisk Konference 2026. Frederik Lynge Vognsen fra Museums Sønderjylland med oplægget: HVAD RUMMER DEN SØNDERJYSKE SØFARTSSAMLING?

“Museum Sønderjyllands søfartssamling fra Aabenraa er bygget op over næsten 140 år og rummer en stor rigdom af genstande og arkivalier, der kan belyse både erhvervs- og kulturhistorie. Søfartsmiljøerne i Aabenraa og i nabosognet, halvøen Løjt, var så tætte og sammenfiltrede, at der kan knyttes utallige forbindelser mellem genstande, arkivalier, personer og begivenheder. Potentialet kan imidlertid kun fuldt udnyttes, hvis samlingen er velregistreret og tilgængelig – og det arbejder vi i øjeblikket på at gøre den.

Augustinus Fonden støtter netop nu genrøset en totalgennemgang af museets søfartssamling fra Aabenraa. Hvorfor? Hvad bruges pengene til? Og hvilken ny viden om den Sønderjyske Søfartssamling fører arbejdet til?”

Vi glæder os!

Maritim Kontakt 47 er på gaden!

Vi er glade for endelig at kunne fortælle, at Maritim Kontakt er udkommet. Det nyeste bind i den traditionsrige serie er skrevet af Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen og hedder Reddet på åbent hav – en dansk heltedåd i Vietnamkrigens sidste timer.

Da Saigon faldt i april 1975 – og amerikanerne flygtede i helikoptere for øjnene af hele verden – kom en gruppe danskere pludselig til at spille en heltemodig hovedrolle i redningen af de mange vietnamesere, der med livet som indsats forlod det krigshærgede land og kommunisterne. Flugten foregik i tvivlsomme skibe, og 3600 flygtninge fra en synkende vietnamesisk coaster endte med at blive flyttet over på det danske skib CLARA MÆRSK på åbent hav. På fragtskibet udspillede sig store dilemmaer, rørende scener og meget voldsomme hændelser, inden det nåede i sikker havn.

Bogen er en medrivende og væsentlig fortælling om svære valg og medmenneskelighed, der for første gang foldes ud i sin helhed i denne bog. Forfatterparret Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen har fået adgang til en lang række unikke øjenvidneberetninger. Samtidig har A.P. Møller-Maersk sagt ja til at åbne sine arkiver og give fuld adgang til sit materiale, ligesom en række vietnamesiske familier, der endte i Danmark og var med til at grundlægge det vietnamesiske mindretal herhjemme, fortæller deres personlige flugthistorier.

Bogen indgår også i serien af årbøger fra M/S Museet for Søfart. Den er udgivet i samarbejde med Lindhart og Ringhoff med støtte fra M/S Museet for Søfarts Venner.

MK med i nyt maritimt forskningsnetværk

Maritim Kontakt blev skabt i 1970’erne for at forbinde mennesker, der arbejdede med maritimhistorisk forskning. Med tiden er der kommet nye muligheder, krav og netværk – og nu træder Maritim Kontakt sammen med Nationalmuseet og Forsvarsakademiet ind i en ny tid med oprettelsen af Maritimhistorisk Forskningsnetværk.

Præcist hvorledes samarbejdet eller sammensmeltningen bliver, ved vi ikke endnu, men det vigtigste er også i første omgang at skabe rammen for flere gode møder mellem søfartshistorisk interesserede.

Bemærk, at det nye forskningsnetværk er for folk, der arbejder professionelt med søfartshistorien, men Maritim Kontakts arbejde med at samle folk, der arbejder professionelt med folk, der har søfartshistorien som hobby eller livsstil består! Maritimhistorisk Konference 2026 vil således, ligesom de mange konferencer før den, være åben for alle.

Se invitationen herunder:

Maritimhistorisk Konference 2026

Den 8. – 10. maj 2026 vender Maritimhistorisk Konference tilbage til Helsingør, hvor M/S Museet for Søfart atter lægger hus til. Museet ligger omkring den gamle tørdok fra Helsingør Værft lige foran Kronborg og byder både på gode konferencefaciliteter, lækker mad og spændende nye udstillinger. Bedre rammer fås næppe.

I kan indtil videre holde jer opdaterede her på siden. Vi opretter også konferencen som begivenhed på Facebook inden længe.

Kvinde om bord er nu udkommet!

Maritim Kontakt nr. 46 er på gaden – eller havet om man vil.

Jorden rundt på stolte skibe. Ophold i eksotiske havnebyer. Fødsler i høj sø. Kvinde om bord er beretningen om de kaptajnsfruer, der i 1800-tallets anden halvdel sejlede på langfart med deres mænd. Det er en bog om kærlighed, kønsroller og kvindeidealer. Om den betydning, globaliseringen fik for en række ret almindelige kvinder, der skiftede dagligdagen i Aabenraa og Sønderborg ud med årelange sørejser til Buenos Aires, Cape Town, Singapore og Hongkong.

Kvinde om bord fortæller en for de fleste ukendt historie, som nuancerer den traditionelle søfartshistories stereotyper og giver et nyt og feminint perspektiv på dansk søfart. Flere af kvinderne førte dagbog undervejs, og deres dagbøger er forfatterens vigtigste kilder.

Bogen er skrevet af Mikkel Leth Jespersen, der gennem mange år har arbejdet med især sønderjyske kvinders rejser på verdenshavene. Bogen indgår i serien af årbøger fra M/S Museet for Søfart. Den er udgivet i samarbejde mellem Maritim Kontakt, M/S og Aarhus Universitetsforlag med økonomisk støtte fra M/S Museet for Søfarts Venneselskab.

Bogen kan købes i M/S Museet for Søfarts webshop.

Maritim Kontakts Pris går til Orlogsmuseets Modelbyggerlaug

Det er med stor glæde, at Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og Samfundsforskning ved Maritimhistorisk Konference 2024 i Ribe kunne tildele Maritim Kontakts Pris til Orlogsmuseets Modelbyggerlaug med begrundelsen: “Orlogsmuseets Modelbyggerlaug har gennem flere årtier arbejdet minutiøst og dedikeret med at genskabe den fysiske maritimhistoriske kulturarv i miniformat – i en grad så modellerne i sig selv er blevet kulturarv. Modelbyggerne i lauget er både dygtige hver især, og samtidig udnytter de i deres store fælles projekter de enkelte medlemmers spidskompetencer.”

Mange gange tillykke! Og tak for den store indsats for søfartshistorien.

Tak for en god konference

Maritimhistorisk Konference 2024 er slut, og vi er vendt glade hjem. Konferencen forløb godt med spændende oplæg, dejlig byvandring og hyggeligt samvær. Tak til alle deltagere og vores samarbejdspartnere på Danhostel, Ribes Vikinger, Antikvarisk Selskab Ribe, M/S Museet for Søfart, Ribe Sejlklub – og tak til Vægterkælderen for god øl!