Kvinde om bord er nu udkommet!

Maritim Kontakt nr. 46 er på gaden – eller havet om man vil.

Jorden rundt på stolte skibe. Ophold i eksotiske havnebyer. Fødsler i høj sø. Kvinde om bord er beretningen om de kaptajnsfruer, der i 1800-tallets anden halvdel sejlede på langfart med deres mænd. Det er en bog om kærlighed, kønsroller og kvindeidealer. Om den betydning, globaliseringen fik for en række ret almindelige kvinder, der skiftede dagligdagen i Aabenraa og Sønderborg ud med årelange sørejser til Buenos Aires, Cape Town, Singapore og Hongkong.

Kvinde om bord fortæller en for de fleste ukendt historie, som nuancerer den traditionelle søfartshistories stereotyper og giver et nyt og feminint perspektiv på dansk søfart. Flere af kvinderne førte dagbog undervejs, og deres dagbøger er forfatterens vigtigste kilder.

Bogen er skrevet af Mikkel Leth Jespersen, der gennem mange år har arbejdet med især sønderjyske kvinders rejser på verdenshavene. Bogen indgår i serien af årbøger fra M/S Museet for Søfart. Den er udgivet i samarbejde mellem Maritim Kontakt, M/S og Aarhus Universitetsforlag med økonomisk støtte fra M/S Museet for Søfarts Venneselskab.

Bogen kan købes i M/S Museet for Søfarts webshop.

Maritim Kontakts Pris går til Orlogsmuseets Modelbyggerlaug

Det er med stor glæde, at Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og Samfundsforskning ved Maritimhistorisk Konference 2024 i Ribe kunne tildele Maritim Kontakts Pris til Orlogsmuseets Modelbyggerlaug med begrundelsen: “Orlogsmuseets Modelbyggerlaug har gennem flere årtier arbejdet minutiøst og dedikeret med at genskabe den fysiske maritimhistoriske kulturarv i miniformat – i en grad så modellerne i sig selv er blevet kulturarv. Modelbyggerne i lauget er både dygtige hver især, og samtidig udnytter de i deres store fælles projekter de enkelte medlemmers spidskompetencer.”

Mange gange tillykke! Og tak for den store indsats for søfartshistorien.

Tak for en god konference

Maritimhistorisk Konference 2024 er slut, og vi er vendt glade hjem. Konferencen forløb godt med spændende oplæg, dejlig byvandring og hyggeligt samvær. Tak til alle deltagere og vores samarbejdspartnere på Danhostel, Ribes Vikinger, Antikvarisk Selskab Ribe, M/S Museet for Søfart, Ribe Sejlklub – og tak til Vægterkælderen for god øl!

Vejrhistorie og klimafremtid smelter sammen

Vi er meget glade for at kunne byde Martin Stendel fra DMI og Adam Jon Kronegh fra Rigsarkivet velkommen til Maritimhistorisk Konference 2024. Martin og Adam vil underholde og oplyse os med oplægget: ‘ROPEWALK – hvad vi kan lære om fremtidens klima fra gamle skibsjournaler?’.

“Projektet ROPEWALK, finansieret af AP Møller Fonden, er et fælles initiativ mellem Rigsarkivet og DMI med det formål at digitalisere og transskribere alle vejrobservationer i skibsjournaler og logbøger, der opbevares i Rigsarkivet. Rigsarkivets samling består af mere end 750 hyldemeter, begyndende så tidligt som 1680’erne. Af særlig interesse er skibsobservationer i sammenhæng med opkrævning af Øresundstolden og iagttagelser fra handelsskibe på sejlads til og fra Grønland, som ikke findes i andre arkiver. De originale logbøger er blevet scannet i meget høj opløsning, og er netop nu ved at blive transskribere gennem maskinlæring og, hvor dette ikke er muligt, med hjælp fra frivillige indtastere.”

Det bliver spændende!

Steen Schøn til Maritimhistorisk Konference 2024

Vi er glade for at kunne byde Steen Schøn velkommen til Maritimhistorisk Konference 2024. Sammen med Steen retter vi øjnene mod LAURA MÆRSK – verdens første containerskib på grøn metanol:

“I 2023 blev verdens første containerskib der sejler på grøn methanol, LAURA MÆRSK, søsat og vi skal se på hvordan skibet kan være begyndelsen på en ny æra inden for fremdriften af fartøjer til søs. I dette oplæg fortæller historikeren Steen Schøn om det nye fartøj, dets placering i rederiets og historie og samtid. Hvor LAURA skal sejle, hvad logistikken er omkring sejladsen og hvad historien er bag navnet Laura. Endelig vil vi også se på hvad der sker lige nu omkring indfasningen af teknologien på de nye store containerskibe hos A.P. Møller-Mærsk med det nybyggede ANE MÆRSK som det første i en serie på 18, der leveres henover 2024/25.”

Vi glæder os til bogauktion!

Lørdag aften efter festmiddagen til Maritimhistorisk Konference 2024 afholdes den traditionsrige og uhøjtidelige bogauktion, hvor en blanding af spændende og/eller spøjse søfartshistoriske bøger går til højestbydende. Deltagerne donerer selv bøgerne til auktionen, og aftenens overskud går til Maritim Kontakts arbejde og fremtidige konferencer. Husk bøger til auktionen! Og køb nyegamle med hjem.

Bøger købt under auktionen betales kontant eller med Mobile Pay til Lisa Hartun Bennedsen på tlf. 21 74 80 65.

Nils Valdersdorf Jensen til Maritimhistorisk Konference 2024

Konferencen starter med et brag fredag eftermiddag, hvor Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum åbner ballet med oplægget: Fejden mellem sejl og damp – og mellem familien Mærsk og familien Hansen

“Skibsrederfamilien Hansen var en Thurøs førende familier sidst i 1800-tallet. Faderen, H.A. Hansen, var sognefoged og en succesfuld skibsreder. En af sønnerne, Rasmus Sofus Hansen, gik i hans fodspor. Familien Hansen stod i første række, da en anden af Svendborgsunds maritime familier – tilflytterne Mærsk Møller fra Dragør – foreslog, at thurinerne og svendborgenserne da snart måtte læse skriften på væggen og gå fra sejl til damp. Det var fremtiden, mente de. Familien Hansen var ikke enig. De to familier gik hver deres vej i årene efter år 1900. Fejden mellem sejl og damp strakte sig over årtier. Diskussionerne mellem de to familier noget kortere. Men forløbet og fortidens mennesker lærer os nyt om den maritime kultur ved Svendborgsund, og hvorfor det gik så grueligt galt for sejlskibssamfundet Thurø til sidst.”

Vi glæder os!

Kaj Nykjær Jensen til Maritimhistorisk Konference 2024

Vi glæder os til oplægget, hvor Kaj vil fortælle om Svendborg Skibsværft under besættelsen: “Efter en forsigtig genstart i 1926 var A/S Svendborg Skibsværft kommet nogenlunde godt i gang, da den 9. april 1940 oprandt. Derefter fulgte nogle år med “rigelig og lønnende beskæftigelse”, heraf 37% for tysk regning, som gjorde, at man i maj 1945 stod som en langt stærkere virksomhed end ved krigens begyndelse.

Oplægget beskriver dette forløb og sætter herunder den relativt hyppige og ofte spektakulære sabotageaktivitet på værftet fra sommeren ’43 ind i et bredere perspektiv. Det gør tillige rede for værftets efterfølgende tilbagebetaling af visse fortjenester ved tysk arbejde, samt baggrunden for og følgerne af offentlighedens interesse i sommeren ’45 for to personer med tilknytning til værftet.”

Mette Guldberg til Maritimhistorisk Konference 2024

Vi er glade for at kunne byde velkommen til Mette Guldberg, der udover sin rolle som medarrangør optræder med oplægget: Everter og evertsejlads i Vadehavet.

“Everten var tidligere en almindelig skibstype i Vadehavet, hvor den først og fremmest varetog den lokale transport. Med tiden er everten kommet til at stå som det mest karakteristiske vadehavsfartøj. Oplægget fortæller om evertens tidlige historie, dens storhedstid i 1700-1800-tallet, dens overflødiggørelse i begyndelsen af 1900-tallet og om kampen for at bevare de kun fire everter – tre originale og en kopi – der er tilbage i den danske del af Vadehavet.”

Det bliver spændende.

Maria Rehling Refer til Maritimhistorisk Konference 2024

Vi er glade for at kunne byde Maria Rehling Refer velkommen på MK2024! Maria vil fortælle os om kaptajn Johan Andreas Rehling, der med barken PADANG PANTJANG sejlede på Kinakysten i 1865.

“Den danskfødte Johan Rehling (1819-1867) sejlede som kaptajn med base i Batavia (Jakarta) i den intraasiatiske søfart fra 1836 til 1867. I denne sammenhæng sættes fokus på hans sejlads på kinakysten i året 1865. Med på skibet var hans gravide hustru og deres to børn. I Shanghai fødte hans hustru en søn, som imidlertid døde 10 dage senere og blev begravet der. Johan Rehling skrev den 8.10.1865 et brev til sin søster om den ulykkelige hændelse og om de vanskelige fragtforhold i Kina. I Amoy (Xiamen) indgik Johan Rehling og familien i det sociale samvær med de mange andre europæiske kaptajner, der opholdt sig der. Johans Rehlings liv i søfarten er dokumenteret gennem overleverede private breve samt kilder fra det Hollandsk-Indiske arkiv.”

Vi glæder os!