Maritim Kontakt 47 er på gaden!

Vi er glade for endelig at kunne fortælle, at Maritim Kontakt er udkommet. Det nyeste bind i den traditionsrige serie er skrevet af Jesper Clemmensen og Ole Sønnichsen og hedder Reddet på åbent hav – en dansk heltedåd i Vietnamkrigens sidste timer.

Da Saigon faldt i april 1975 – og amerikanerne flygtede i helikoptere for øjnene af hele verden – kom en gruppe danskere pludselig til at spille en heltemodig hovedrolle i redningen af de mange vietnamesere, der med livet som indsats forlod det krigshærgede land og kommunisterne. Flugten foregik i tvivlsomme skibe, og 3600 flygtninge fra en synkende vietnamesisk coaster endte med at blive flyttet over på det danske skib CLARA MÆRSK på åbent hav. På fragtskibet udspillede sig store dilemmaer, rørende scener og meget voldsomme hændelser, inden det nåede i sikker havn.

Bogen er en medrivende og væsentlig fortælling om svære valg og medmenneskelighed, der for første gang foldes ud i sin helhed i denne bog. Forfatterparret Ole Sønnichsen og Jesper Clemmensen har fået adgang til en lang række unikke øjenvidneberetninger. Samtidig har A.P. Møller-Maersk sagt ja til at åbne sine arkiver og give fuld adgang til sit materiale, ligesom en række vietnamesiske familier, der endte i Danmark og var med til at grundlægge det vietnamesiske mindretal herhjemme, fortæller deres personlige flugthistorier.

Bogen indgår også i serien af årbøger fra M/S Museet for Søfart. Den er udgivet i samarbejde med Lindhart og Ringhoff med støtte fra M/S Museet for Søfarts Venner.

Kvinde om bord er nu udkommet!

Maritim Kontakt nr. 46 er på gaden – eller havet om man vil.

Jorden rundt på stolte skibe. Ophold i eksotiske havnebyer. Fødsler i høj sø. Kvinde om bord er beretningen om de kaptajnsfruer, der i 1800-tallets anden halvdel sejlede på langfart med deres mænd. Det er en bog om kærlighed, kønsroller og kvindeidealer. Om den betydning, globaliseringen fik for en række ret almindelige kvinder, der skiftede dagligdagen i Aabenraa og Sønderborg ud med årelange sørejser til Buenos Aires, Cape Town, Singapore og Hongkong.

Kvinde om bord fortæller en for de fleste ukendt historie, som nuancerer den traditionelle søfartshistories stereotyper og giver et nyt og feminint perspektiv på dansk søfart. Flere af kvinderne førte dagbog undervejs, og deres dagbøger er forfatterens vigtigste kilder.

Bogen er skrevet af Mikkel Leth Jespersen, der gennem mange år har arbejdet med især sønderjyske kvinders rejser på verdenshavene. Bogen indgår i serien af årbøger fra M/S Museet for Søfart. Den er udgivet i samarbejde mellem Maritim Kontakt, M/S og Aarhus Universitetsforlag med økonomisk støtte fra M/S Museet for Søfarts Venneselskab.

Bogen kan købes i M/S Museet for Søfarts webshop.

Ny bog om skibsmodeller – De små skibe

Skibsmodeller er legetøj for børn og voksne, arbejdsredskaber for skibsingeniører og skibstømrere, de er pral, håndværk og mindeprojekter. I århundreder blev de bygget som modeller, inden man byggede skibet i virkeligheden, som konstruktionstegninger i 3D. Og igennem århundreder har skibsmodellerne været hobby eller tidsfordriv for gamle søfolk, krigsfanger eller bare entusiaster med saltvand i hjertet. 

De små skibe fortæller en fascinerende historie om ny og gammel skibsteknologi, om tradition og rødder og om håb for fremtiden. Vi finder skibsmodellerne over det hele. Hængende fra kirkelofter over hele landet, i montrer på rederikontorer i hele verden. Skonnerter, fregatter og slagskibe fylder hobbyrum og værksteder, nænsomt udstyret af pertentlige hænder – og nogle gange på næsten uforklarlig vis samlet i flasker. 

Modellerne er også små og meget nøjagtige indgange til søfartshistoriens mange store og fantastiske fortællinger – historier fra hjemlige farvande og fjerne lande. I bogen sejler forfatteren gennem verdenskrige, udvandringsbølger, velfærdssamfund og en lang række af teknologiske revolutioner, hvor træ blev afløst af metal, sejl af damp og damp af diesel. Og de viser en forunderlig global udvikling i opfindsomhed, forbrug og levevis.

De små skibe er skrevet af Thorbjørn Thaarup, der er museumsinspektør på M/S Museet for Søfart og mangeårigt medlem af Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og Samfundsforskning. Bogen er Maritim Kontakt nr. 45 og M/S Museet for Søfarts årbog nr. 82.

Maritim Kontakt er nu online!

Bind 1-35 af tidsskriftet Maritim Kontakt er nu scannet og lagt online. Det skyldes Søren Nørby, søværnets historiske konsulent, der driver Marinehistorisk Selskabs side. Således er alle bindene frem til sammenlægningen med M/S Museet for Søfarts årbøger tilgængelige digitalt og det maritime Danmark en stor ressource rigere.

Der skal også lyde en stor tak til dem, der har lagt bøger til projektet.

Man finder bøgerne her.

Under Sejl nomineret til Årets Historiske bog 2021!

Udover at arrangere maritimhistoriske konferencer er Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og Samfundsforskning også medudgiver på de søfartshistoriske bøger fra M/S Museet for Søfart og Gads Forlag. Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at Erik Gøbels bog Under Sejl, der også er Maritim Kontakt nr. 43, er nomineret til titlen som Årets Historiske bog 2021!

Vinderen uddeles af Historie-Online.dk, og udpeges af læserne, så det er bare om at stemme på jeres favorit. Det kan man gøre her: http://www.historie-online.dk/aarets-historiske-bog-2021

Man kan købe bogen i M/S Museet for Søfarts webshop, her: https://shop.mfs.dk/collections/arboger/products/under-sejl