Frederik Lynge Vognsen til Maritimhistorisk Konference 2024

DØDVANDE? BEGRAVELSER TIL SØS I 1800-TALLETS LØJT LAND

Maritimhistorisk Konference 2024 er glade for at kunne præsentere museumsinspektør Frederik Lynge Vognsen fra Museum Sønderjylland og hans arbejde med slægten Styding og deres liv og, især, død.

Kaptajn Jens Styding (1764-1844) fra Løjt Land fik tre sønner. Alle døde til søs. Det samme gjorde hans tre børnebørn. Hans eneste oldebarn gik ned med Aabenraaskibet VIKING, der blev torpederet af en tysk ubåd i 1940. Slægten Styding er den slægt fra Løjt Land, der hyppigst og hårdest blev konfronteret med, at livet som sømand i 1800-tallet var et højrisikoerhverv. Alligevel valgte alle sønner i tre slægtled denne levevej. Hvad drev dem? Og var dødsfaldene i denne slægt særligt iøjnefaldende? Alt efter hvor kritisk man laver optællingen, døde 30-47 % af de gård- og sømandssønner fra Løjt, der stod til søs i 1800-tallet. Så hvordan forholdt man sig til døden til søs?

Leave a comment