JØRGEN BURCHARDT TIL MK2026

Vi er glade for at kunne byde velkommen til Jørgen Burchardt, der deltager i MK2026 med oplægget:

Fra sejl til motor: Middelfart Havns omstilling

Oplægget kredser om, hvorledes Middelfart bevægede sig fra sejlfartens rytmer til motorfartens tidsregime og industrilogistik – og hvordan havnen blev omformet i takt med skibenes og industriens krav. Overgangen forandrede Middelfart Havn både som fysisk anlæg, som arbejdsplads og som knudepunkt for byens industri. Trådværket/NKT fungerer som case på en virksomhed, der både var afhængig af havnen og aktivt forsøgte at præge dens udvikling.

Vi glæder os!

FREDERIK LYNGE VOGNSEN TIL MK2026

Det er med stor fornøjelse, at vi kan offentliggøre det første navn til Maritimhistorisk Konference 2026. Frederik Lynge Vognsen fra Museums Sønderjylland med oplægget: HVAD RUMMER DEN SØNDERJYSKE SØFARTSSAMLING?

“Museum Sønderjyllands søfartssamling fra Aabenraa er bygget op over næsten 140 år og rummer en stor rigdom af genstande og arkivalier, der kan belyse både erhvervs- og kulturhistorie. Søfartsmiljøerne i Aabenraa og i nabosognet, halvøen Løjt, var så tætte og sammenfiltrede, at der kan knyttes utallige forbindelser mellem genstande, arkivalier, personer og begivenheder. Potentialet kan imidlertid kun fuldt udnyttes, hvis samlingen er velregistreret og tilgængelig – og det arbejder vi i øjeblikket på at gøre den.

Augustinus Fonden støtter netop nu genrøset en totalgennemgang af museets søfartssamling fra Aabenraa. Hvorfor? Hvad bruges pengene til? Og hvilken ny viden om den Sønderjyske Søfartssamling fører arbejdet til?”

Vi glæder os!

Maritimhistorisk Konference 2026

Den 8. – 10. maj 2026 vender Maritimhistorisk Konference tilbage til Helsingør, hvor M/S Museet for Søfart atter lægger hus til. Museet ligger omkring den gamle tørdok fra Helsingør Værft lige foran Kronborg og byder både på gode konferencefaciliteter, lækker mad og spændende nye udstillinger. Bedre rammer fås næppe.

I kan indtil videre holde jer opdaterede her på siden. Vi opretter også konferencen som begivenhed på Facebook inden længe.

Maritim Kontakts Pris går til Orlogsmuseets Modelbyggerlaug

Det er med stor glæde, at Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og Samfundsforskning ved Maritimhistorisk Konference 2024 i Ribe kunne tildele Maritim Kontakts Pris til Orlogsmuseets Modelbyggerlaug med begrundelsen: “Orlogsmuseets Modelbyggerlaug har gennem flere årtier arbejdet minutiøst og dedikeret med at genskabe den fysiske maritimhistoriske kulturarv i miniformat – i en grad så modellerne i sig selv er blevet kulturarv. Modelbyggerne i lauget er både dygtige hver især, og samtidig udnytter de i deres store fælles projekter de enkelte medlemmers spidskompetencer.”

Mange gange tillykke! Og tak for den store indsats for søfartshistorien.

Tak for en god konference

Maritimhistorisk Konference 2024 er slut, og vi er vendt glade hjem. Konferencen forløb godt med spændende oplæg, dejlig byvandring og hyggeligt samvær. Tak til alle deltagere og vores samarbejdspartnere på Danhostel, Ribes Vikinger, Antikvarisk Selskab Ribe, M/S Museet for Søfart, Ribe Sejlklub – og tak til Vægterkælderen for god øl!

Vejrhistorie og klimafremtid smelter sammen

Vi er meget glade for at kunne byde Martin Stendel fra DMI og Adam Jon Kronegh fra Rigsarkivet velkommen til Maritimhistorisk Konference 2024. Martin og Adam vil underholde og oplyse os med oplægget: ‘ROPEWALK – hvad vi kan lære om fremtidens klima fra gamle skibsjournaler?’.

“Projektet ROPEWALK, finansieret af AP Møller Fonden, er et fælles initiativ mellem Rigsarkivet og DMI med det formål at digitalisere og transskribere alle vejrobservationer i skibsjournaler og logbøger, der opbevares i Rigsarkivet. Rigsarkivets samling består af mere end 750 hyldemeter, begyndende så tidligt som 1680’erne. Af særlig interesse er skibsobservationer i sammenhæng med opkrævning af Øresundstolden og iagttagelser fra handelsskibe på sejlads til og fra Grønland, som ikke findes i andre arkiver. De originale logbøger er blevet scannet i meget høj opløsning, og er netop nu ved at blive transskribere gennem maskinlæring og, hvor dette ikke er muligt, med hjælp fra frivillige indtastere.”

Det bliver spændende!

Steen Schøn til Maritimhistorisk Konference 2024

Vi er glade for at kunne byde Steen Schøn velkommen til Maritimhistorisk Konference 2024. Sammen med Steen retter vi øjnene mod LAURA MÆRSK – verdens første containerskib på grøn metanol:

“I 2023 blev verdens første containerskib der sejler på grøn methanol, LAURA MÆRSK, søsat og vi skal se på hvordan skibet kan være begyndelsen på en ny æra inden for fremdriften af fartøjer til søs. I dette oplæg fortæller historikeren Steen Schøn om det nye fartøj, dets placering i rederiets og historie og samtid. Hvor LAURA skal sejle, hvad logistikken er omkring sejladsen og hvad historien er bag navnet Laura. Endelig vil vi også se på hvad der sker lige nu omkring indfasningen af teknologien på de nye store containerskibe hos A.P. Møller-Mærsk med det nybyggede ANE MÆRSK som det første i en serie på 18, der leveres henover 2024/25.”

Vi glæder os til bogauktion!

Lørdag aften efter festmiddagen til Maritimhistorisk Konference 2024 afholdes den traditionsrige og uhøjtidelige bogauktion, hvor en blanding af spændende og/eller spøjse søfartshistoriske bøger går til højestbydende. Deltagerne donerer selv bøgerne til auktionen, og aftenens overskud går til Maritim Kontakts arbejde og fremtidige konferencer. Husk bøger til auktionen! Og køb nyegamle med hjem.

Bøger købt under auktionen betales kontant eller med Mobile Pay til Lisa Hartun Bennedsen på tlf. 21 74 80 65.