Frederik Lynge Vognsen til Maritimhistorisk Konference 2024

DØDVANDE? BEGRAVELSER TIL SØS I 1800-TALLETS LØJT LAND

Maritimhistorisk Konference 2024 er glade for at kunne præsentere museumsinspektør Frederik Lynge Vognsen fra Museum Sønderjylland og hans arbejde med slægten Styding og deres liv og, især, død.

Kaptajn Jens Styding (1764-1844) fra Løjt Land fik tre sønner. Alle døde til søs. Det samme gjorde hans tre børnebørn. Hans eneste oldebarn gik ned med Aabenraaskibet VIKING, der blev torpederet af en tysk ubåd i 1940. Slægten Styding er den slægt fra Løjt Land, der hyppigst og hårdest blev konfronteret med, at livet som sømand i 1800-tallet var et højrisikoerhverv. Alligevel valgte alle sønner i tre slægtled denne levevej. Hvad drev dem? Og var dødsfaldene i denne slægt særligt iøjnefaldende? Alt efter hvor kritisk man laver optællingen, døde 30-47 % af de gård- og sømandssønner fra Løjt, der stod til søs i 1800-tallet. Så hvordan forholdt man sig til døden til søs?

Jens Thidemann til Maritimhistorisk Konference 2024

Jens Thidemann vender tilbage til Maritimhistorisk Konference 2024, hvor han vil fortælle: “Den rigtige historie om ANN af Sunderland, der strandede ved Skagen i 1847”.

I marts 2023 blev et maleri af Martinus Rørbye solgt til kunstmuseet Louvre for 1,2 mio. kr. Maleriet forestiller det strandede skib, ANN af Sunderland på stranden ved Skagen, og i auktionskatalogets tekst kunne man læse i kunsthistorikerens beskrivelse af billedet, at skibet var ved at blive hugget op. Men var det nu også ANN af Sunderlands skæbne at blive hugget op på stranden ved Skagen? Det ville blive et kort oplæg, hvis svaret var ja – og vi kan allerede nu løfte sløret for, at der er flere kapitler i den historie. Hvordan blev ANN af Sunderlands videre skæbne, og hvorfor var Martinus Rørbye mon så optaget af vrag?

Jens Thidemann er museumsinspektør på Nordjyllands Kystmuseum.

De nominerede til Maritim Kontakts Pris 2024

Som et led i Maritim Kontakts arbejde for at øge interessen for søfartens historie og nutid uddeles med jævne mellemrum en pris – Maritim Kontakts Pris. Prisen gives til arbejder, hvis faglige område dækker maritimhistorisk forskning i bred forstand, inklusive samfundsforskning og marinarkæologi. Målet er at give anerkendelse og inspiration til forskere inden for vores felt

Kontaktudvalget nedsætter et Prisudvalg. Prisudvalget udvælger de mulige prismodtagere og forfatter en begrundelse for at hver enkelt kandidat er udvalgt. I samråd med det øvrige Kontaktudvalg vælges den endelige prismodtager.

Vi glæder os til at uddele Maritim Kontakts pris til konferencen i Ribe 3. – 5. maj.

Morten Hahn-Pedersen til Maritimhistorisk Konference 2024

Vi byder velkommen til en af dansk søfartshistories ‘grand old men’ som første oplægsholder til konferencen. Morten Hahn-Pedersen har forsket og formidlet søfartshistorie gennem 40 år. Med næsten tre årtier i bagagen som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet har han også Nordsøen og Vadehavet inde under huden.

Morten holder konferencens festlige indledende foredrag fredag aften den 3. maj under titlen: “Fra viking til borebisse – 50 generationer ved Vadehavet”

Enhver egn giver særlige eksistensbetingelser for de mennesker, der lever på stedet. Det her er fortællingen om, hvorledes befolkningen ved den nordlige del af Vadehavet gennem 50 generationer har udnyttet beliggenheden ved havet til at skabe sig et eksistensgrundlag. Fra Ribes søhandel i vikingetid og middelalder kommer vi med på rejsen over Rømøs hvalfangere og Fanøs storsejlere til industrifiskeri, containertrafik og offshore energiproduktion med base i Esbjerg.

Foredraget finder sted fredag den 3. maj 2024 kl. 20:00 på Museet Ribes Vikinger. Vi glæder os.

foto/photo: MEDVIND/Bent Sørensen

Thomas Frank vinder Maritim Kontakts Pris 2022

Priskomiteens har valgt at tildele Maritim Kontakts Pris 2022 til domprovst ved Viborg Domkirke Thomas Frank.

Som begrundelse for at tildele prisen anfører priskomiteen følgende: Thomas Frank har med sine ekspeditioner fra Staraja Ladoga til Konstantinopel (Istanbul) i 2017 og fra Staraja Ladoga til Det Kaspiske Hav og videre mod øst til vore dages Afghanistan i 2021 rettet fokus på vikingetidens sejlads på floderne i nutidens Ukraine og Rusland.

Floderne indgik i de nordiske søfolks vidstrakte kontaktnet, der for tusind år siden strakte sig fra Nordamerika i vest og til Fjernøsten i øst, og fra Arktis i nord og Afrika i syd.

Da Franks ekspeditioner foregik i en udspændt stammebåd, der sammenlignelig med de bådtyper som vikingetidens Skandinaver brugte, gennemlevede han på egen krop dette stykke fælles dansk-nordiske søfartshistorie.

Morten Ravn og Thorbjørn Thaarup fra Maritim Kontakt tildeler Thomas Frank (tv) prisen.

Maritim Kontakt er nu online!

Bind 1-35 af tidsskriftet Maritim Kontakt er nu scannet og lagt online. Det skyldes Søren Nørby, søværnets historiske konsulent, der driver Marinehistorisk Selskabs side. Således er alle bindene frem til sammenlægningen med M/S Museet for Søfarts årbøger tilgængelige digitalt og det maritime Danmark en stor ressource rigere.

Der skal også lyde en stor tak til dem, der har lagt bøger til projektet.

Man finder bøgerne her.

Under Sejl nomineret til Årets Historiske bog 2021!

Udover at arrangere maritimhistoriske konferencer er Kontaktudvalget for Dansk Maritim Historie- og Samfundsforskning også medudgiver på de søfartshistoriske bøger fra M/S Museet for Søfart og Gads Forlag. Det er med stor glæde, at vi kan fortælle, at Erik Gøbels bog Under Sejl, der også er Maritim Kontakt nr. 43, er nomineret til titlen som Årets Historiske bog 2021!

Vinderen uddeles af Historie-Online.dk, og udpeges af læserne, så det er bare om at stemme på jeres favorit. Det kan man gøre her: http://www.historie-online.dk/aarets-historiske-bog-2021

Man kan købe bogen i M/S Museet for Søfarts webshop, her: https://shop.mfs.dk/collections/arboger/products/under-sejl