MAD OG DRIKKE TIL MK2026

Frygter du at blive både sulten og en anelse tør i halsen af al den hæsblæsende søfartshistorie, så er vi glade for at kunne berolige dig.

M/S Museet for Søfarts café vil under hele konferencen sørge for kaffe, snacks og masser af lækker mad til både frokost og aften.

Fredag byder på denne buffet:
Varmrøget laks m. fennikel og urtecreme
Stegt unghane bryst m. romesco og rucola
Rødbedebøffer m. sennepscreme og timian
Bagte jordskokker, syltede løg og brøndkarse
Hjertesalat m. vesterhavsost og æble
Ovnstegte kartofler og karse
Brød og smør

Inkl. 1 drikkevare pr. person + dessert efter foredraget
Rabarbertrifli m. vaniljecreme og knas og kaffe

Lørdag er der smørrebrød til frokost og denne menu til aften:
Citronpocheret torsk m. purløgscreme, friteret kapers og persille, inkl. brød
Helstegt okse cuvette, langtidsstegt med bagte løg og rødvinssauce, pommes anna, bagte rødbeder med balsamico og krydderurter og grøn salat med vinaigrette
Chokolade brownie med karamel og sylt

Inkl. 3 drikkevarer pr. person

Vi er allerede sultne!

SARAH GIERSING TIL MK2026

Vi er glade for at kunne præsentere program- og udstillingschef ved M/S Museet for Søfart Sarah Giersing, der vil indvie os i:

Flere stemmer med fiktion og dokumentarfilm

“I den nye basisudstilling Søfarer eksperimenterer M/S Museet for Søfart med at bringe flere aktører ind i fortællingen end dem, der traditionelt har domineret. Hvor dansk søfartshistorie før har haft fokus på et erhverv og især drejet sig om dygtige søfarende og succesrige rederier, inddrager den nye udstilling også perspektiver fra fx koloniserede befolkninger, nutidige forbrugere samt familier præget af fortidens transnationale søfartsrelationer.

Disse mennesker har ikke sat sig mange spor i museets historiske samlinger, og vi har derfor fremstillet dokumentarfilm og samarbejdet med skønlitterære forfattere for at få repræsenteret deres erfaringer. Museets udstillingschef Sarah Giersing fortæller om arbejdet med dette.”

Vi glæder os!

SIMON BANG TIL Maritimhistorisk Konference 2026

Så er der atter nyt fra konferencen. i dag er vi meget glade for at kunne præsentere billedkunster og filmskaber Simon Bang, der vil fortælle om:

To kaptajner mellem hæder og glemsel

“Knud Goth & Martin Bantz, to danske kaptajner og kollegaer i rederlet Vendila træder frem i Museet for Søfarts nye permanente udstilling. Det vil Simon Bang fortælle om, da han sammen med museet har stået for udviklingen af indholdet og det visuelle i huset nye permanente udstilling i temaet om Ude- og Hjemmeflåden under 2. verdenskrig.

Som vi måske husker det fra filmen ”Kaptajnens Hjerte” er Simon barnebarn af kaptajn Goth. I udstillingen omtales også en særlig dag ud, d. 9. okt. 1943, som handler om et spektakulært allieret angreb på den tyskbesatte havneby Danzig. Den begivenhed oplevede kaptajn Goth på tæt hold, da hans skib OTTO PETERSEN lastede kul ved Danmarkskajen i Gotenhafen, som byen blev omdøbt, da den var under naziregimets kontrol. Historien ender ad omveje, som så meget andet i Helsingør.”

Vi glæder os!

Foto: Martin Sundstrøm